AIR New Zealand klar med bizar reklame-kampagne.
Hvor er det bedste sted at reklamere? Hvor er man sikker på en flypassager har sine øjne? - I nakken på den foran i køen, naturligvis.
Denne enkle iagttagelse er grundlaget for AIR New Zealands mest besynderlige reklamekampagne på "kranier", der kan fungere som omkringgående reklamesøjler. Flyselskabet tilbyder 1.000 new zealandske dollars, knap 4.000 kr., til de personer - mænd som kvinder - der vil rage håret af og i to uger fungere som "cranial billboard" med reklame for selskabets ændringer i indenrigs check-in.
Marketingdirektør Steve Bayliss oplyser til New Zealand Press Association. at man efterlyser "guys and girls", som vil udleje deres nakker i to uger. De, der udvælges, vil blive barberet på et område, der passer til den midlertidige tatovering, der vil være synlig i to uger.
"Check-in køer er blevet en fast del af folks tilværelse, og her ender man uvægerlig med at stirre ind i nakken på personen foran mens man venter på at rykke fremad," siger han.
Foto: Nakken tilhører Gnarls Barkley, og billedet er fra Roskilde Festivalen '08, Scanpix.